Echinacea/Rød Solhat

Echinacea / Rød Solhat

Er en plante der støtter kroppens egen modstandskraft og bruges til rigtig mange medicinske formål. Hovedsageligt bruges det til at regulere og stimulere immunforsvaret og alle de situationer hvor immunforsvaret har en finger med i spillet – lige fra forkølelse til alvorlige sygdomme.

Echinacea har antibiotiske og antioxidante egenskaber og det medvirker i at hæmme inflammation i kroppen. Det kan afkorte varigheden af en infektion som forkølelse, snue eller hoste. Det har en positiv effekt ved kronisk infektion i luftvejene, i bronkierne og modvirker allergi. Det modvirker bakterier, betændelse og virus-influenza.

Det har blodrensende egenskaber og stimulerer lymfesystemet – det har en afgiftende og udrensende effekt, der blandt andet gør godt ved hudlidelser som kronisk eksem, psoriasis, bumser, bylder og urenheder i huden.

Echinacea anbefales generelt til et svækket immunsystem, men styrker også immunforsvaret hos raske mennesker ved at virker afbalanceret på immunsystemet, uden af overstimulere det.

Som produkt fåes Echinacea i helsekostbutikker, matas og på apoteket. Sørg for at få det i ekstraktform.

Echinacea stammer fra det græske ord ‘Echinos og betyder ‘Pindsvin’. Planten kommer oprindeligt fra Nordamerika hvor naturfolket, der var gode plantekendere, brugte den. I dag bruges planten aktivt af herbalister og phytoterapeuter til medicinske formål.

Echinacea er i dag en af de førende lægeplanter inden for immunstimulerende plantemedicin.

Planten er flerårig og vokser fint i Danmark. Har man echinacea i haven kan man bruge både blomst og blade i salater og teer, og roden i snaps.

Echinacea indeholder forskellige medicinske plantestoffer der medvirker til at forøge aktiviteten af en række immunreaktioner. For eksempel øges dræbercellernes aktivitetsniveau (Natural Killer cells).

Af plantestoffer i echinacea kan blandt andet nævnes: alkylamid, polysakkarid, echinosid og flavonoid.

Alkylamiderne har en bakteriehæmmende og afgiftende virkning i kroppen og plantestoffet stimulerer og aktiverer makrofagerne og lymfocytterne, der er en del af immunforsvaret.

Echinosiderne har en hæmmende virkning på bakterier og polysakkariderne virker betændelseshæmmende, og virker også ind på makrofager og lymfocytterne.

Flavonoiderne modvirker frie radikalers nedbrydning af kroppens celler.